December 2004


Startside
Indholdsliste
Søgning

Web-kort
Op
Januar 2008
Maj 2006
December 2005
Juni 2005
Januar 2005
December 2004
Maj 2004
April 2003
Marts 2003
September 2003
Juli 2002
April 2002
December 2001

 

Nyt fra Bestyrelsen – December 2004

Siden vort seneste ”Nyt fra Bestyrelsen” i maj måned er der sket en del i Blåbærhaven – store og små opgaver bliver løst, og nogle er mere iøjnefaldende end andre:

Personale: Vi havde netop informeret om Gert Knudsens lederpost her hos os, da han besluttede at sige sin stilling op. Vi havde da fået Preben Walz som vikar, hvilket sås tydeligt positivt på vore udearealer. Da Gert sluttede, fik vi Karl-Ole som 2. vikar for at kunne klare de faste opgaver i foreningen frem til 1.oktober

Vi lagde meget arbejde i at finde årsagerne til de seneste års personaleudskiftning, og fandt adskillige punkter, hvor vi kunne forbedre arbejdsvilkår, ændre rutiner, justere kontrol- og ansvarsområder, ligesom vi justerede på prioriteringen af erfaring, færdigheder, holdninger, personlighed osv. for vore nyansættelser.

Det medførte, at vi pr. 1. august fastansatte Preben Walz som servicemedarbejder, og pr. 6. oktober blev Claus Jakobsen ansat som ledende servicemedarbejder. De to har klaret det flot at få stort set det hele til at fungere på trods af, de ikke har haft oplæring fra en erfaren kollega. Det tegner godt.
Fra tid til anden har man også kunnet se Søren Madsen, som studentermedhjælp slå græs, male planke­værk eller køre affald. Desuden har vi stadig Lars Kaas at trække på til specialopgaver og tilkalde­vagter, og John B. Jensen er weekendafløser på 9. år.

Trapperenovering: I efteråret gennemførte vi trapperenovering af opgangene 4, 5, 7, 10, 12, 13, 14 og 15. Desværre havde vi nogle kedelige oplevelser med pilfingre, som ikke troede på, at vægmalingen var våd, når det stod på skiltet, og den type maling, der benyttes til vore opgange, kan ikke pletrepareres, så vi måtte male adskillige vægge om, fordi der var kørt fingre gennem malingen. Trist, dyrt og unødvendigt !
Dørskiltene er nu udskiftet i alle opgange, så alle navne fremover står med sort tekst på hvid tape, og lige­ledes er navnetavlerne ved opgangsdørene udskiftet (Opg.16-21 er på vej).
Opgangslyset er udskiftet til sparepærer, som med mindre elforbrug giver mere lys i opgangene.
Lyskontakter og ringetryk er udskiftet i de renoverede opgange. Vær opmærksom på, at det er ejerens an­svar, at ringeklokken virker. Banken på dørene høres i flere lejligheder og er derved til gene for andre.
Bemærk venligst, at det ikke er tilladt at ophænge plakater, planter, friser eller andet pynt på væggene i opgangen.

Stibelysningen er af Nesa blevet udskiftet i december måned. Som det ses flere andre steder i området, er de tidligere Vintergæk-lamper udskiftet med nye. Vi fik tilbud om at vælge lampetype, og mod en beskeden betaling kunne vi vælge samme type, som foreningens egne 11 lamper på legeplad­sen og ved pergolaen. 

Udlejningsregler: For ejere, som ønsker at fremleje deres lejlighed, findes specielle retningslinier for Blå­bærhaven, som skal overholdes. Disse er blevet tilsendt sammen med velkomstbrev fra Kuben, men kan også hentes på vores hjemmeside. Bemærk venligst, at udleje/fremleje ud over 2 år ikke er tilladt.

Tætningslister: Til hoveddørene til de enkelte lejligheder hører en tætningsliste, som kan monteres uden værktøj på mindre end 10 minutter. Disse lister tager en del støj fra opgangen, og naturligvis sparer det også på varmen. Flade/defekte tætningslister er årsag til, at også naboer hører hver gang din hoveddør går i. Listerne kan købes på kontoret for kr. 100 pr. dør.

Kildesortering er stadig obligatorisk i Blåbærhaven – og her er afgjort plads til forbedring i det nye år.

Kontakt bestyrelsen ved ris, ros, klager, forespørgsler eller gode ideer på vores mailadresse: bestyrelsen@blaabaerhaven.dk, det letter arbejdet for os og giver dig et hurtigere svar !

Godt Nytår
Venlig hilsen Bestyrelsen
30. december 2004

 

Tilbage Start Op Næste
Ejerforeningen Blåbærhaven · Blåbærhaven 14, kld. · 2980 Kokkedal · Tlf. 49 14 56 10 · Fax 49 14 56 84
Kontoret       Bestyrelsen       Antenneforeningen      Webmaster