Beretning 2002


Startside
Indholdsliste
Søgning

Web-kort
Op
Beretning 1991
Beretning 1992
Beretning 1993
Beretning 1994
Beretning 1995
Beretning 1996
Beretning 1997
Beretning 1998
Beretning 1999
Beretning 2000
Beretning 2001
Beretning 2002
Beretning 2003
Beretning 2004
Beretning 2005
Beretning 2006
Beretning 2007
Beretning 2008
Beretning 2009

 


Årsberetning 2002 - Ejerforeningen Blåærhaven

Denne årsberetning dækker 2002 og frem til april 2003.

Bestyrelse:
Den 20. marts udtrådte Leif Hovgaard af bestyrelsen, og samme dag indtrådte vores 1. suppleant Christian Schmidt i bestyrelsen.

Administration
Vores administrator er stadig Lone R. Hansen, som koordinerer opgaverne med de øvrige funktio­ner i Kuben, og samarbejdet fungerer rigtigt godt.

Personale
Med Søren Christensens tiltrædelse i efteråret 2001 og Frank Bendtsens i januar 2002 – og med
John og Lars som stabile weekend-/tilkaldevagter – besluttede Sven-Gert Andersen at gå på efterløn. Den 31. juli fratrådte Sven-Gert efter godt 14 års ansættelse i Blåbærhaven. Både han og vi så frem til, at han skulle være ”efterlønner” hos os. Vi havde mange planer; men Sven-Gert nåede aldrig tilbage til os. Han blev ramt af kræft og døde i november 2002. Vi har mistet en værdifuld og betroet medarbejder, en sjælden personlighed og en rigtig god kammerat.


Bygninger og installationer
Helseafdelingen: De nøglekort, vi indførte for Helseafdelingen i april sidste år, har vist sig at være en stor succes. Vi har kun haft meget få brugerproblemer i afdelingen siden, og de er straks blevet løst efter samtale med kort-ejeren.

Vinduer: I efteråret blev de sidste sektioner af vinduer i Helseafdelingen udskiftet, lige som vinduerne i Beboerklub­ben, Hobby & Håndarbejde, tørrerum og vaskeri 15. Udskiftningstakten blev fastlagt efter hvor, varmeforbruget var størst, og resultatet er markante besparelser allerede efter de 3 resterende måneder i 2002: 27% i beboerklubben,  52% i Hobby & Håndarbejde og for vaskeriet i nr. 15 var faldet på 34%, hvorimod der var en 4% stigning i vaskeri 13, hvor vi stadig havde gamle vinduer. I Helseafdelingen hvor vinduerne blev udskiftet af to omgange, har besparelsen sidste år været på 47% sammenlignet med de to forudgående år.
Da vinduesfirmaet i år meddelte, at produktionen skulle standse, bestilte vi de resterende 16 vinduer til udskiftning i kælderen fra 11 til 14 for at sikre ensartethed. De er isat i april 2003.

Trapper: Vi har renoveret opgangene 3, 6, 9 og 11, hvor der dog stadig er nogle detaljer, som skal rettes. En trappe­renovering er jo ikke blot maling af vægge og loft. Der er udført beton- og fugearbejder i samlingerne til østvæggen, afrensning og grunding af afskallede flader, måtteudskæringer ved indgangsdørene er udvidet for at fjerne rustdan­nelser i terrazzoen, dørkarme er malet, gelænderet er lakeret, radiatoren er malet, og der er opsat nye lyskontakter og specielt klokkegraverede ringetryk.

Vi mangler opslagstavler, navnetavler og udskiftning af dørskilte i brevindkastene. Det er alt sammen lavet specielt til os, og er ”lige på trapperne”. En sidste detalje er lyset, hvor vi stadig venter på en ny pæretype, som vil give bedre lys og samtidig leve op til vores krav til energibesparelse.

Vi har gennemgået de udførte arbejder og sammenholdt resultatet med vores forventninger. I samråd med de invol­verede håndværksmestre har vi justeret nogle af opgaverne. Det betyder, at nogle arbejder rettes, enkelte gøres om og derefter kan vi tage hul på fase 2.  Vi har endnu ikke lagt os endeligt fast på, hvilke opgange der skal renoveres i år. Vi er meget tilfredse med det flotte helhedsindtryk, de nyrenoverede opgange giver.

Trappevinduer: En del har bemærket, at der er opsat prøvevinduer i opgang 3. Dermed har vi konstateret, at de ikke skal se sådan ud. Vi arbejder på at finde en pæn, praktisk og økonomisk rigtig løsning i 2003.

Varmesystemet:  Vi har måttet udskifte pumpen til varmesystemet og har med den nye pumpe opnået mindre støj og bedre varmefordeling. For et varmesystem som vores er der utroligt mange faktorer, der spiller ind for at opnå både passende opvarmning, jævn fordeling og god økonomi. Det kræver løbende finjustering at levere den rette varme­mængde under forskellige belastnings- og vejrforhold; og bortset fra enkelte afbrydelser på grund af fejl, har vores anlæg i mange år ikke kørt så godt som det gør nu.      

Vandmålerne er udskiftet i alle lejligheder i opg.1-7 – og de steder, hvor der har været konstateret målerfejl. De næste 7 opgange forventes at få udskiftet målerne i 2003 og den sidste tredjedel næste år.

Vaskerier: I september/oktober 2002 udskiftede vi alle vore 10 vaskemaskiner. De gamle maskiner var slidt op og havde stået til udskiftning i flere år. I vaskeriet under opg.15 er der også opsat en lille strygerulle, som mange har udtrykt stor glæde over.

De nye vaskemaskiner har større kapacitet end de gamle og vil samtidig give os en væsentlig besparelse på både el og vand. Selv om vi kun har haft de nye maskiner i ca. tre måneder af 2002, har  vandforbruget for 2002 vist sig 21% lavere end gennemsnittet af de to foregående år.

Efterfølgende har vi opsat adgangssystem som i Helseafdelingen med nøglekort. Vi har ikke siden fået anmeldelser om misbrug eller forsvundet vasketøj eller sæbe.

Selskabslokale:  I februar 2003 er der udskiftet loftsplader og isolering i selskabslokalet for at reducere lydgener i de nærliggende lejligheder. Samtidig har vi ændret på udluftningsmulighederne, så der ikke bliver så varmt.  Med dør­pumper, tætningslister mv. har vi sat meget ind på at gøre selskabslokalet mere støjsvagt for omgivelserne.


Udendørsarealer
Reparation af omfangsdrænet, som blev påbegyndt i december 2001 fortsatte ind i 2002, og vi benyttede lejligheden til at udskifte beplantningen mellem opgangsdørene i den korte blok.

Roserne fik ikke sol nok i pergolaen og blev flyttet til  vestsiden af opgang 2. I pergolaen fik vi så plantet en stribe hortensia, og det har pyntet gevaldigt.

På den store græsplæne mod vest har vi fjernet hækkene om buskadserne og sået græs helt ind til beplantningen.. Der er sat påskeliljer mellem syrenerne og potentilla til at lyse op langt hen på efteråret. Samtidig fik vi sat krokus i græsplænerne som en tidlig forårshilsen. 

Sammen med vinterbeskæringen af ”skoven” fik vi fældet nogle af træerne mellem blokkene, mens andre blev be­skåret. Fyrretræerne i den kratlignende trekant ved den nordlige indkørsel er opstammet, og de øvrige buske tyndet ud og beskåret. Også snebærbuskene på skrå over plænen mellem blokkene er kraftigt beskåret. De forventes oppe i knæhøjde igen allerede denne sommer.


Rådgivende Ingeniører
Bestyrelsen har gennem et par år været på udkig efter et nyt rådgivende ingeniørfirma at samarbejde med. Vi har ofte følt os på usikker grund, når det gjaldt bygninger og installationer, idet vores beslut­ninger skulle træffes på grundlag af antagelser af, hvad der gemmer sig bag overfladen.

Vi ønskede en samarbejdspartner, som ville gennemgå det hele, og hjælpe os med at prioritere reparation, vedlige­hold og udskiftningsområder – realistisk. Det har vi fundet, og Ingeniørfirmaet Wormslev A/S har – foruden vores seneste energimærke og energiplan, leveret en rapport om Blåbærhavens tilstand, som vi nu kan arbejde videre på basis af. De har angivet problemområder, hvor det er nødvendigt at foretage flere undersøgelser, og vi har igangsat en detaljeret rapport om facadeelementernes tilstand.


Arbejdsdag
Den 12 april i år havde vi arbejdslørdag. Vi var 25 beboere, som fik en hyggelig dag ud af det og nåede 2/3 af soklen foruden nogle specialopgaver indendørs. Sammenlignet med det tilbud vi har fået på maling af soklen, har hver deltager sparet foreningen for ca. 2000 kroner.

Problemområderne
Kildesortering:  Alle i Blåbærhaven ved, at vi har kildesortering. Vi tror også, at alle ved, hvordan det skal gøres - både for bio- og restaffald, aviser, glas, container og storskrald.

Nogle beboere har stiftet bekendtskab med den nye, hårdere linie på dette område. Andre vil snart opleve det. Vi har nu ind­købt affaldsstativer så vi kan lukke skakter, i de opgange, hvor sorteringen ikke fungerer. Det er ikke en straf for opgangen - men en nødvendighed for foreningen.

Der lægges mange arbejdstimer i at holde orden i containergården. Tilsyneladende er det for svært at skelne mellem metaldele, gulvtæpper og sofaborde. Det er også vanskeligt at huske at smide aviserne i aviscontaineren og flasker i flaskecontaineren…. men lettere at gå forbi dem, låse sig ind og smide det hele under skiltet for elektronik.
Så er der de sjældne, der sorterer korrekt i køkkenet – og smider bioaffaldet i containergården – lige til rotterne. - Det seneste eksempel vi har optrævlet er, at en ejer har udlånt sin nøgle til bekendte i et parcelhus, så de ikke behøvede at tage på Kærvej med deres affald.
Erhvervsdrivende må ikke tage deres affald med hjem til os, og når I skifter fliser i badet eller river en væg ned – så er det byggeaffald,  som ejeren selv skal bortskaffe.

Hundeluftning på vore arealer er forbudt. De, der var med til at male sokkel på huset den 12. april er ikke i tvivl om, at græsarealerne mellem indgangsdørene i den lange blok bliver brugt som hundetoiletter – og så lige under vores køkken- og soveværelsesvinduer.
Det er et fåtal af vore hundeejere, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne; men de sviner til gengæld så meget, at det er til gene for alle andre.

Hundeluftning i Blåbærhaven er en overtrædelse af husordenen på lige fod med støj, høj musik, og forurening mv., og vi vil nu sætte fokus på dette problem.

Andet griseri: Papir, plast og cigaretskod smides i kældergange på fortove og i bedene. Nogen skal samle det op – og det må ejerne betale for. Vore ansatte arbejder ikke gratis, og den tid, de bruger på unødigt at rydde op efter  os, går altså fra den tid, de kunne bruge til vedligehold af bygninger og anlæg. Det må vi så have hjælp udefra til.

Hærværket  på vore lamper sidste sommer blev begået af tre store drenge, som kedede sig. Vi fik en fornuftig dialog med dem og deres forældre og drengene fik også selv lov til at fjerne deres spritpensgraffiti i pergolaen.

 

Blåbærhaven er ikke blot et godt sted at bo
– men også er KENDT for at være det !

Klubberne: er efter en årrække med lutter tilgang kommet ind i en lidt mere stille periode – både hvad angår brugere og klubledelser; men de kører stadig alle sammen:  WorkOut klub (WOK’en), Hobby & håndarbejde, Beboerklubben, Solklubben, Bordtennis og Computerklubben.

Vores hjemmeside tilbyder nu mere end 90 siders nyttig in­formation om Blåbærhaven. Senest har vi fået en kopi af tingbogen fra 1827, som i sirlig – men ulæselig - håndskrift beretter om den deklaration, der er tinglyst på alle lejlig­heder hos os om ”brændeudvisning af de kongelige skove”.

Grønt regnskab:  Vi er en af de meget få ejerforeninger, som har udfærdiget et grønt regnskab. Det har vi haft for de seneste 3 år og regnskabet for 2002 vil om kort tid være klar og bliver lagt ud på vores hjemmeside. Som sidste år vil uddrag af regnskabet blive hængt op opslagstavlerne og hele regnskabet kan så fås på kontoret.  Vi synes, det er fornuftigt at vide, hvor vi står og hvad vi kan bidrage med for et bedre miljø. Det grønne regnskab hjælper os med at holde fokus på vores forbrug, og derigennem kan vi reducere det.

Kuriositeter: I december 2002 fik vi lys på to juletræer for første gang i mere end 20 år - og i det tidlige forår har vi fået intet mindre end en glad græsplæne…. med en krokus-Smiley på 15 meter. 

I juli 1973 stod at læse i avisen, at man kunne købe Nordsjællands skønneste ejerlejlighed i Kokkedal – og det for kr. 97.000 for små og  kr. 211.000 kontant – eller en månedlig brutto svarende til vore nuværende fællesudgifter! .. men så var der også svømmehal og store selskabslokaler, 5 minutter til Hørsholm bycentrum og tog fra Kokkedal station hver halve time ! -  Priserne holder ikke længere – og efter  5 minutters kørsel sidder vi nu i kø på Kongevejen mod Hørsholm, Kokkedal station er blevet trafikknudepunkt, og vi ville nok få forbrugerombudsmanden på nakken for dårlig markedsføringsskik angående helseafdelingens hal-status og selskabslokalernes størrelse.

Virkeligheden: Til gengæld har vi faktisk en flot og velanskrevet bebyggelse i dejlige omgivelser, og en lejlighed i Blåbærhaven er en god investering.
Vi blev ramt af nogle måneders komplet stilstand i salget sidste år, da medierne valgte at udråbe Kokkedal til krimi-centrum og ganske seriøst interviewede nogle utilpassede børn om hvem, de mente skulle sætte dagsordenen omkring Holmegårdcentret. Heldigvis ser politiet også fjernsyn, og de har efterfølgende fastslået, hvem der skal bære skoletasken. Kort efter var der igen hurtig omsætning af lejlighederne her … og til priser op til 1, 2 millioner kroner.

Det er nødvendigt, at vi står sammen om lov og ret. - Kun med ejernes opbakning til beskyttelse af vores fælles ejen­dom og fælles front mod overtrædelser af vore reglementer kan vi fastholde vores værdier og beskytte vores nær­miljø. Fleksibilitet godt, men ikke på bekostning af fællesskabets værdier.

Blåbærhaven er et rart sted at bo, og vores trivsel øges af, at vi har beboere i alle aldersklasser. Her skal være plads til alle – plads til trivsel – plads udvikling – og plads til at have det sjovt imens… 

Bestyrelsen
April 2003

 

 

Tilbage Start Op Næste
Ejerforeningen Blåbærhaven · Blåbærhaven 14, kld. · 2980 Kokkedal · Tlf. 49 14 56 10 · Fax 49 14 56 84
Kontoret       Bestyrelsen       Antenneforeningen      Webmaster